Det er længe siden jeg har opdateret om noget som helst. Det sidste år af uddannelsen tog til. Jeg blev færdig og har nu haft fastansættelse i over et år.
Der er sket 1000 ting… Jeg ved ikke hvad der skal ske videre med denne side, lige nu er den i standby.. Et nyt projekt er
Kolding fysioterapi og træningscenter.
Jeg har været på en klinik, der har et rigtig godt omdømme og hulens travl. Travlheden mærker man ikke, når man er der. Der er en dejlig ro og smil på læben hos alle. Det er et sted, hvor der bliver taget tid til alle patienter uanset deres problem. Jeg har sågar været med inde og se en fysioterapeut, der skulle kigge på patientens lilletå. Der er patienter, der har været der i flere år som bliver ved at komme. Der er også de patienter, der kommer fordi stedet har godt omdømme. Det er tydeligt at mærke, menneskerne føler sig godt behandlet og taget seriøst, for det meste. Alting bliver sagt med et smil på læben. 😀
Når man så går bag døren ”kontor” og ind i personalerummet, er her igen virkelig god stemning. Der er plads til alle, og der bliver sørget for, at alle føler sig en del af teamet. Ja selv os studerende – jeg har virkelig følt mig en del af det. Det er en arbejdsplads, hvor der bliver taget pis på hinanden, men på den gode måde. Man kan slippe afsted, med næsten, hvad som helst bare man smiler, når man gør det. Der kan i frokostpauserne blive diskuteret alt lige fra fodbold til det nyeste fra forbundet. At være der som studerende har været en fantastisk oplevelse. Jeg har så meget med derfra, at det er helt vildt. Praktikken hos dem har givet mig SÅ meget mere, end jeg havde forventet. Før jeg startede i praktik, var jeg nervøs for om jeg kunne, hvad klinisk vejleder forventede.
Jeg har fået lov at få indblik i ressonering processer fra de uddannet fysser, efter jeg har været med dem inde. Jeg har lært, at det er okay at være ude på dybt vand en gang i mellem. Det er også noget færdig uddannet kan være. I løbet af behandlingen finder man tilbage på land igen. Når det kommer til stykket, var det jo slet ikke så slemt. En fordel ved at være så mange fysioterapeuter samlet, er at der er nogen at spare med, nogen at spørge til råds. Der er et sammenhold, og der er plads til alle. Selvom jeg har skullet op klokken 5.30 og med bussen 6.55 (jeg er en langsom om morgenen), har jeg glædet mig. Nu er det snart slut. I morgen er der slut evaluering og torsdag trækker vi cases, hvor der fredag så er eksamen. Det er gået så voldsomt stærkt, det har ikke været pice of cake og lutter lavkage. I en periode, var det hårdt, der er hele tiden mange bolde i luften, jeg har haft svært ved at holde alle oppe. Praktikken har taget energi, så hjemmet har lignet noget der var løgn. Nogen dage er jeg blevet angrebet af min sofa, når jeg kom hjem, og har ikke kunnet ryste den af igen.
I morgen slutter 9 uger, jeg har ikke lagt skjul på, hvor glad jeg har været for at være der. Jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg ville meget, meget hellere møde op der hver dag, end at skulle sidde på min flade og lytte. At komme tilbage i skole, bliver ikke det samme. Jeg har lært så meget i denne praktik. Jeg er ikke bare vokset med min rolle som fysioterapeut, men jeg har fået et så øget selvværd og større selvtillid, at jeg stoler på hvad jeg finder. Jeg er nu ikke længere er i tvivl om, at jeg kan mine ting. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan finde ud af at arbejde som fysioterapeut. Jeg har fået meget mere ros i løbet af praktikken, end jeg har kunnet forholde mig til. Jeg har fået positiv feedback fra vejleder, patienter og medstuderende. I min slut evaluering har min vejleder sagt, at noget af det jeg mangler er 5 års erfaring. At jeg selvfølgelig bare skulle arbejde med, hvad der kom min vej. Hun har rost mig for at være modig. Bare at kaste mig ud i og afprøve de teknikker, jeg har lært i løbet af praktikken på patienterne, jeg har haft. Hendes råd var, at være specifik på, hvad jeg vil have ud af min sidste praktik. Have tre ting klar allrede første dag, som jeg vil have med derfra. Hvor et andet råd var at udfordre mig selv. At være lidt offensiv. Finde ud af, hvad praktikstedet har at byde på, og så sige dét der – det vil jeg gerne være en del af.
Jeg kan ikke komme udenom at det slutter i morgen, om jeg vil det eller ej. Jeg har nu forberedt mig, det bedste jeg kan. Det har handlet om make it simple. Det har været svært for jeg har undersøgt og lært en masse i praktikken, men føler mig ikke 100% sikker på jeg har alt med.
Det bedste kompliment jeg har med, er rosen for min dannelse af hypoteser. Min vejleder har igennem arbejdsjournaler, og de behandlinger hun har overvåget set, hvor meget jeg tænker og handlet på de tanker jeg får. Hun sagde, at det var sådan man blev dygtig.
Til alle på klinikken vil jeg gerne sige tak for 9 super fede uger! På trods af jeres fyldte kalendere, har der altid været plads til at svare på spørgsmål, også selvom det har krævet en længere forklaring. Torsdag var det især fedt, at alle har været klar til at svare på spørgsmål. Også de spørgsmål vi jo egentlig burde vide – men i nuet er helt i tvivl om og de bliver taget seriøst alligevel.
Fake it till you make it.
2 pernodiler + 1 glas rødvin hver aften i en uge.
= at holde op med at holde fast
Det er noget man i livet bliver nødt til at lære. Hvornår skal man holde ved og kæmpe, og hvornår skal man give slip og lade det gå. Begge ting er to svære beslutninger, og det at slippe noget kan gøre ondt og være en lige så hård beslutning som at tage kampen op. At slippe noget er ikke altid ens eget valg, men når man har valget, kan det være svært. Det kan være en relation man vælger at give slip på og løbe ud i sandet, det kan være et minde eller et håb… Det kan være mange forskellige ting, fælles er dog, at beslutningen skal tages for at arbejde med at åbne og give slip.
Man skal have sig selv med i det, det er en følelsesmæssig proces, der kan tage lang, lang tid. De fleste beslutninger kan fortrydes, men der også dem man ikke kan fortryde. Slipper man noget, er det ikke sikkert man nogensinde kan få det igen. Det er en chance man tager i det man giver slip. Når man har bestemt sig og stopper med at holde fast, så er det at det kan gøre ondt. Ondt helt ind i hjertet. Man har lavet sine overvejelser undervejs i diskussionen, måse har man en nødplan måske har man ikke. Man skal bare huske på, hvorfor man gav slip. For tvivlen om det nu, var det rigtige at slippe, den kommer på et eller anet tidspunkt. Tvivlen bliver i mit hoved til spørgsmål som for eksempel: Er du sikker på du behøver at slippe? Er det virkelig det bedste for dig at slippe, når smerten er SÅ stor? Er du sikker på det er kampen værd, når du kommer på den anden side?
Derfor gælder det om virkelig at mærke efter og ikke bare lytte til fornuften eller hjertet. Det er ikke enten hjertet eller fornuften, men blandingen der imellem. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg kan ikke snakke på alles vegne, hvordan man gør. Jeg tror ikke at processen, er så forskellig igen, for har man ikke sig selv med er det jo man fortryder, eller at filmen knækker. Jeg er overbevist om, at man ikke kan have alt med igennem hele livet. Alligevel skal man være sikker på man ikke taber sig selv i svinget.
Det kan bare betyde, at det kommer til at gøre fandes ondt bagefter. Hvis man altid er fornuftig og går den sikre vej, møder man aldrig noget nyt. Går man den sikre nemme vej, hvordan lærer man så sig selv at kende på usikker grund? Hvordan bliver man klogere på sig selv og lære sig bedre at kende, hvis man ikke udfordre sig selv? Det kan være man møder helt nye sider af sig selv, og derved ubevidst giver slip på en anden side af sig selv, eller bliver nødt til at give slip på noget andet. Alle har en rygsæk med igennem livet. En gang imellem skal der altså ryddes op i den ellers bliver den for tung. Der er ting man skal give slip på, helst inden den bliver for tung. Det kan være man skal have hjælp til at slippe noget af det man har med, men det er ikke pinligt. Vi har alle brug for hjælp en gang i mellem eller perioder igennem livet. Jeg sagde en gang til mig selv, jamen det går jo godt lige nu, hvorfor så ikke bare fylde i? Jeg proppede min rygsæk så den var mere end halvt fuld. Faktisk var der lige en periode, hvor der ikke var plads til mere, men jeg turede ikke rydde op i den. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved mig. Jeg mødte en person som har lært mig en sætning jeg minder mig selv om i ny og næ:
Det er bedre at have det dårligt på kort sigt og så få det godt på lang sigt, end at have det godt på kort sigt og dårligt på lang sigt.
I min rygsæk fandt jeg noget, der vejede for meget og fyldte for meget. Det er jeg nu i gang med at give slip på. Det har ikke været nemt, men jeg har sluppet helt – tror jeg. 
For at kunne komme videre var det den rigtige beslutning for mig. Jeg har været i gang med det længe, men nu har jeg sluppet uden at vide om jeg kan samle det op. Sådan er det bare. Et håb om hvordan noget kunne blive, dur bare ikke at holde fast i. Det gør jo bare ondt, hver gang man bliver mindet om det. Inderst inde ved man nok godt, det ikke bliver til noget, at det ikke kommer til at ske. Så er det bedste at give slip, måske bare på håbet og ikke med den/de personer det indebære. Erfaring siger mig nogen gange en pause fra dem bare er nok. En pause hvor alt kontakt er droppet. Så en sletning af nummer og måske også på facebook. Ved personen du har brug for en pause, kan det være han/hun bare bliver glad den dag der er en venneanmodning.
I modsætning til at give slip, er der en ting jeg holder fast i og det er drømmen om det liv jeg gerne vil have. Drømmen jeg er i gang med at leve, drømmen om at arbejde som fysioterapeut. Jeg gik efter drømmen, da jeg gik efter at blive skiinstuktør. Det er ikke noget man kommer sovende til. Der er en vej til alt og min vej til at blive fysioterapeut.
Mit råd til jer der læser med: Husk på, hvis liv det er i lever. Man kan søge råd og diskutere og snakke om det, men i sidste ende er det dit liv og dig der skal leve med dine beslutninger!
Litt.:
Politikkens retskrivnings og betydningsordbog, udgave 5, 2. oplag 2006
Billederne er fundet ved google søgning: Letting go
… Det gik jo alt sammen alligevel!
Det modul hvor hverdagen da bare gik i hårknude! Jeg kunne hverken det ene eller det andet, derfor har i heller ikke fået så mange opdateringer. Jo tættere jeg kom på eksamen, jo mere og mere stresset blev jeg. Eksamen gik ud på, at jeg skulle vise alt, hvad jeg vidste om denne her fiktive case. 5 minutter til at komme rundt om: Personen, sygdommen/diagnosen, de undersøgelser jeg havde brugt, vores behandling og en masse jeg ikke længere kan huske. Så havde jeg 15 min til at vise min behandling af patienten. Dette består både af det manuelle og det træningsmæssige, som vi har gennemgået på modul 8. Jeg havde et ”føl” med inde, som jeg skulle vise det på. At være føl betyder man er ”dukke” for den, der er til eksamen. Til sidst havde man 5 min, hvor føllet bliver sendt ud og så skal man til at vurdere og ræsonnere over sin egen træning. Det var en overordnet eksamensbeskrivelse og den gik helt fint for mig. Vi havde fået de forskellige cases natten mellem søndag og mandag, og jeg skulle op om fredagen. Onsdag midt på dagen var vi (min studiegruppe og jeg) faktisk færdige med alle cases. Så skulle de bare øves igennem. Færdige vil sige, vi havde diagnosticeret og planlagt, hvad der ville være relevant at lave med denne patient i forhold til deres diagnose. Selvom det hele gik efter min tidsplan, blev jeg alligevel så nervøs inde til eksamen, at jeg knap nok kunne snakke de første 10 minutter. For resten var eksamen ind, trække og så skulle jeg egentlig bare gå på. Altså ingen forberedelse. Jeg HADER det der opstillede senarie med det grønne bord. Det er dér og kun der det gælder. Hvad du præstere ved det grønne bord, ved din lærer og censor du bliver bedømt på. Ikke på hvor aktiv du har været på modulet, eller noget i den stil. Det galt virkelig om at have sin grund viden 100% på plads, således jeg kunne argumentere for, hvorfor jeg har valgt at gøre som jeg gør med denne patient. Så alt min faglige viden skulle i spil på de her 25 minutter. Når jeg er virkelig nervøs, bliver jeg i tvivl om ALT selv om femur (lårbensknoglen) nu også hedder femur. Derfor kan jeg ikke lide eksamen – eller de mundtlige eksaminer er altid et helvede. Fra nu af er der heller ikke så mange tilbage. Der er 14 moduler i alt på hele uddannelsen. Fordi jeg ved, hvordan jeg har det med eksaminer, var der flere grundting, jeg gerne ville have kigget på selvom, at der til modulets timer var meget læsestof. Derfor blev jeg stresset, for jeg ville jo også gerne klatre og i fitness. Der er bare ikke blevet så meget af det ene eller det andet. Så i klatring er jeg nok ikke på en 6a længere rent styrkemæssigt og min generelle kondition er også faldet.
Det fik jeg så d. 26. juni. Faktisk har jeg hele foråret haft travlt i mine weekender også. Jeg har haft min farfars 80års fødselsdag, min onkels 50års fødselsdag og min fætters 18års fødselsdag. Af alle de ting jeg har haft i løbet af foråret, var den vigtigste dato (næst efter 26/6), d. 18. juni. Det var dagen, hvor min lillesøster fik sin hue på. Jeg var den heldige at give hende den på, da hun var færdig. Jeg havde heldigvis skemafri den dag, men det havde nok, når det kom til stykket ikke spille nogen rolle. Jeg var så glad på hendes vegne, at hun nu var færdig og det nu er hendes tur til ”shine” og bare gøre næsten, hvad der passer hende. Jeg havde jo min eksamen, så jeg var ikke hjemme i Aarhus i ret lang tid. Kom hjem igen og fejrede hende til hendes studentergilde, hvilket var så hyggeligt!
Min egen sommerferie startede fredag d. 26. juni, hvor jeg om aftenen skulle til fødselsdagsfest ved en af mine gode kammerater i Kolding. Fantastisk hyggelig fest, hvor der var plads til alle. Jeg var lidt i tvivl om, jeg skulle tage af sted, fordi jeg bare var så sindssygt hammer træt, men nøj hvor er jeg glad for jeg gjorde det. Jeg havde ikke haft så meget kontakt med min kammerat godt nok, men det gav anledning til igen at have kontakt. Han er en af de venner, der bare synes det er fedt, at vi kan snakke om hvad som helst.
Søndag d. 28 juni, kom mor og far ned og hjalp med at pakke de første kasser ned. For hen over vinter og i starten af foråret, blev det bestemt jeg skulle flytte. En beslutning jeg tog i fælleskab med mor og far. Den lejelighed jeg boede i før var mørk og fugtig. Den lugtede af kælder/sommerhus. Mor og far havde lagt mærke til hvor meget jeg havde hostet hen over vinteren, og de synes at lugten ned ved mig, var taget til. Der var dog intet synligt tegn på fugt i lejeligheden. Weekenden efter studentergildet var det så flytte weekend altså lørdag d. 11. juli. I ugen op til havde jeg arbejde, og når jeg ikke arbejdede var jeg henne og male den nye lejelighed. Så jeg havde lidt travlt, men det gik helt fint. Ud over de småting jeg skulle, var jeg bare træt 24/7. Det er et eller andet sted klart nok, efter som jeg i de sidste 2 måneder op til modul 8 eksamen kun sov 4,5-6 timer om natten i gennemsnit. Så jeg havde en del søvn der skulle indhentes.
Og wupti så havde vi uge 29, hvor familien jeg arbejder ved skulle på ferie, så jeg har haft fri. I onsdags kom søs ned og vi tog torsdag afsted til grøn koncert i Kolding. Sikke en fed og rigtig hyggelig dag! At se L.O.C. igen, igen var jo bare fedt! Min top 3 kunne sagtens være: L.O.C. på alle tre pladser, men så er det jo ikke en top 3 vel? L.O.C. var klart 1’er, så kom Lukas Graham ind på en 2’er og Tina Dickow på 3. pladsen.
Jeg er hele uge 30 på Læsø og uge 31 er der lidt arbejde, og så skal den gamle lejlighed males i den uge også. Vil gerne i gang med LCHF og fitness samt klatring. Det er kommet på standby, for jeg har ikke prioriteret det. Jeg har været så træt og havde arbejde, lejelighed og en anden lejelighed der skulle pakkes ned, at jeg ikke kunne overskue at stå op for at dyrke motion – det betyder så også, at jeg som sagt ikke er i en særlig god form lige nu. Det vil jeg gerne blive igen og få de gode vaner opbygget til, at jeg skal i praktik. Jeg skal starte i skole i uge 35 og fra 36 og modulet ud, skal jeg være i praktik i Kolding – pisse fedt! Egentlig har jeg købt en ny kogebog – en LCHF bog. Nu må vi se om det bliver et hit for mig, jeg holder stadig på, at jeg ikke deler madbilleder og opskrifter på bloggen. Det hele skal nok komme til at gå op i en højere enhed. I uge 32 er der Skanderborg og uge 33 er der tre dage med kinesiotape kursus. Da jeg gik sommeren i møde, synes jeg ikke eg havde nogen planer – men tiden er bare gået stærkt. Vil smutte igen og i denne uge skal jeg nok få lavet lidt aktivt. Mor og far har både kajakkerne med og deres MBT cykler, allerede senere i dag skal far og jeg på cykeltur.
Ha’ en god sommer ! Et af de længere indlæg og så helt uden billeder :O ! Smil det smitter og vær god mod hinanden.
#teenageselvmordene
Jeg så tv2s dokumentar om teenange selvmord. Det er altså uhyggeligt, at så mange unge mennesker ikke har lysten til at leve. Hvorfor er det sådan i dagens Danmark? Hvorfor ser unge mennesker et selvmord som en løsning? Hvad er det, der trigger det? Hvorfor kan de ikke se sig ud af det?
Tv2 har undersøgt via spørgeskemaer på 5 af landets gymnasier i 5 forskellige regioner. 640 elever fra 2.g har deltaget ud af 1100 mulige, og jeg synes virkelig resultatet er skræmmende. 35% har i løbet af deres liv overvejet selvmord, hvor 19%(!) har haft tanken om selvmord inden for det seneste år. Det er imens de går i gymnasiet! Tv2 har også spurgt ind til, hvad grunden til deres selvmordstanker var. Næsten 1 ud af 4 (24%) svare det er meningsløshed – at de ikke kan se meningen med livet. Til sammenligning er det 3% der har overvejet selvmord på grund af mobning (Kilde: http://livsstil.tv2.dk/2015-06-24-tv-2-har-spurgt-gymnasieelever-hver-tredje-har-selvmordstanker )
Gymnasiet husker jeg selv. Det var hårdt på mange måder, alle forventede noget forskelligt af en og man skulle lære at prioritere, hvad der var vigtigst. Det var en periode, man gik ud af teenagealderen og rigtig ind i de voksnes rækker. Synet på en blev ændret på en måde, der er svær at forklare, med andet end at man går fra ”dum teenager” til modent ungt fornuftigt menneske, i nogens øjne. Det er ikke alle der gennemgår en lige stor forandring, men man bliver klogere på. Det er en svær udvikling i sig selv, den er svær at forholde sig til og et sted midt i den, bliver man voldsomt i tvivl om, man er på vej i den rigtige retning og hvilken retning, der er den rigtige. Nogen vælger at skifte spor, andre vælger fag efter, hvilke der åbner flest døre – ingen løsning passer på alle og er for den enkelte den rigtige løsning. Bare ikke selvmordsløsningen. Jeg forstår presset, og at det er svært og at det er hårdt, men jeg forstår ikke dem, som ser selvmord, som den eneste mulighed. Det er jo ikke nogen løsning bare at bestemme, man ikke vil være til mere. Det er et eller andet sted at give op. Jeg forstår, at det er vanskeligt at komme og bede om hjælp. At det er svært at åbne op for de tanker, der er i ens hoved. Jeg forstår at man er bange for folks reaktion, men det burde man jo ikke være. Ens nære familie som venner og undervisere for den sags skyld, vil gerne hjælpe en i den rigtige retning, så de ikke mister. For det er konsekvensen. Når en person vælger at tage sit eget liv, står menneskerne tilbage med et sår. De skal nu igennem en proces og lære at tiden ikke læger alle sår, men at man med tiden lære at leve med de sår, man har fået. (Kilde: http://mittabu.dk/om%20foredraget.html )
Tv2 har lagt fokus på et tabu, for det er et tabu. Der er også dem, der bliver stoppet i forsøget af en eller anden grund. Man ville jo så tro at man i et så ressourcestærkt land som Danmark var klar med hjælp til disse unge mennesker. Det er desværre ikke altid sådan. En læge på børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital har lavet en undersøgelse omkring opfølgning af selvmordsforsøg. Af 450 der har været indlagt på grund af selvmordsforsøg får 70% IKKE hjælp! (Kilde: http://livsstil.tv2.dk/sundhed/2015-06-25-unge-faar-ikke-hjaelp-efter-selvmordsforsoeg )
Har du ikke set udsendelsen, kan du vist nok se den her:
Jeg havde en laaaang dag i onsdags… Og har kun op til eksamen været så nervøs for at sove over mig, som jeg var i onsdags. Jeg skulle bare nå den bus klokken 7.38 mod Kolding og så videre mod Odense. Det er tideligere kun op til eksamen, jeg har haft så mange sommerfugle i maven. Jeg var så spændt på, hvordan det mon ville føles, om det var noget jeg kunne holde ud. Mit hjerte hamrede så højt, jeg var sikker på alle i venteværelset kunne hører det. Mine ben var urolige og så var der sommerfuglene… De havde travlt.
10.46 blev det min tur… Fuuuck mand, så var det nu. Jeg kom ind til en læge og en sygeplejerske. De undersøgte hårene og fortalte, hvordan det kom til at foregå. Jeg blev virkelig nervøs, da jeg blev bedt om at ligge mig op på briksen. Sygeplejersken tegnede det område op hvor de ville skyde med laser. Jeg fik første skud og tænkte det går fint nok… Det gjorde det også, gøre mere ond end at blive vokset, men det er dét værd. Inden hun begyndte at skyde, fjernede hun lige de hår der var fremme. Jeg fik mine øjne tildækkede så, jeg så ikke laseren, men hver gang hun skød, kom der det her røde laserblink… Gad vide hvor godt det egentlig er? Ikke noget jeg vil tænke videre over 🙂
Sikke en følelse! Både under og bagefter. Jeg var så glad jeg fik tåre i øjnene eller i hvert fald blanke øjne. Jeg følte mig så sej! De kan fjerne op til 70% af hårvæksten, hvis jeg er heldig. Jeg kunne godt mærke dem på kæben og det gjorde ondt, med det var til at udholde. Bagefter var jeg bae glad. Ja glad helt ind i knoglerne følte jeg kunne klare hele verdenen. Jeg var så lykkelig over jeg endelig var i gang! ENDELIG! Det har tynget mig siden jeg var omkring 16, hvor jeg dengang fik at vide, det fik jeg ikke betalt af staten. Min daværende læge havde ingen mistanke om PCOS overhovedet, selvom hun også kendte til mine uregelmæssige og kraftige menstruationer. Den dag i dag er jeg ikke specielt imponeret af hende, så godt jeg ikke har hende længerer.
Og tænk en gang jeg har næste tid 19/6 og glæder mig helt vildt ! Det eneste svære ved dette er bare jeg ikke må få sol helt op til 2 mdr efter……… Så deeet skal nok gå godt XD
Jeg ville super gerne finde en morsom tegning fra nettet, men det eneste der kommer op, når jeg søger:” skæggede dame”, er hende/ham fra Østrig… Såe i må opfinde jeres eget inde i hovedet 😀
Smil til verdenen og den smiler til dig! 😉
Jae der er perioder hvor jeg bare ikke har lyst til at bruge min tid foran skærmen. Først vil jeg fremhæve mig selv som en mobilnarkoman. Fredag nægtede min mobil at læse mit simkort… Jeg gik i total panik og kunne slet ikke komme i gang med noget andet, til det var fikset. Det var virkelig pinligt. Kunne ikke snakke om anden end den skide telefon. Jeg var først i ro da jeg havde hentet og fået aktiveret det nye simkort… Hvor laterligt er det lige? Men alt løste sig og min mobil kører fint igen, altså er jeg blandt de virkelig afhængige – måske jeg skulle tage på afvænning…
Egentlig var jeg i gang med et nyt indlæg, så i får det lige i kursiv. Jeg har bare lige haft noget skole jeg skulle have styr på.
Motivation…
Den er ikke kommet rigtig tilbage endnu. I hvert fald ikke for at tage i fitness, men klatring har virkelig fanget mig. Jeg bruger dog stadig fitness og er kommet mere afsted siden sidst til noget tabata og noget bike. Jeg vil bare hellere klatre… Jeg kan ikke forklare, hvis det overhovedet skal forklares?
Fik jeg sagt sidst at nu har jeg virkelig nået mit mål med at klatre 6a ? Det er mit niveau nu og det er fedt! Så er det bare med at holde ved og hænge i! Jeg ved ikke lige hvad det næste mål så skal være… Her i weekenden hyggede jeg med nogle klatrevenner torsdag til fredag. Vi var til Open by night i Haderslev og tog fredag formiddag kampen op mod siloen. Og jeg vandt 2 gange 😀 1 gang på topreb og 2. gang var på førstemands. Der er anker midtvejs. Da jeg kom hertil, kunne jeg have valgt, at stoppe og så få udstyret med ned… Jeg skulle da være sej og tage den til top. Det skal lige siges jeg ikke var så kålhøgen 4 meter fra toppen.. Der var det bare for sent at stoppe, så op det skulle jeg – og det kom jeg også. Sikke en udsigt deroppe egentlig. Jeg vil lige nævne, at det ikke er alle grebene på vej op der sidder fast. Så overvej at være presset, gå efter et greb, som sidder løst. Jeg kunne ikke lide tanken og det psykede mig. Men jeg gjorde det og det var det jeg ville. Nu ligger siloen nede ved street dome – et sted hvor mange børn og forældre kommer, så der var pres på, der var tilskuere så kunne jo ikke sige at jeg var bange som jeg plejer at gøre i klubben. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Det er bare noget jeg altid har gjort. Fortalt at nu er jeg altså bange. Det stopper mig egentlig ikke fra at klatre videre. Kan dog forstille mig, at hvis man ikke kender gamet, kan det muligvis lyde lidt barskt. For de ved jo ikke det ikke er farligt.
Det der med 6a, det er kun på flad væg fik jeg lige afklaret i går. Der er bygget en ny 5c (måske mere 6a) rute – den skulle jeg da prøve. Efter 3 klip blev jeg bange og skulle ned. Vejen derop var et klip ad gangen og så slå hovedet fra, da jeg ikke synes at kunne læse mig frem til hvad jeg så skulle… I går var jeg til 2xqucik bike og hvor var det rart! I weekenden var jeg hjemme og fik ikke trænet noget over hovedet… Motivationen for det, er bare ikke så stor og det ærger mig… Håber den kommer tilbage her hen over sommeren, så jeg ikke går helt i stå…
Nå jeg skal til Odense i morgen og med bussen 7.38.. Såe nu er det vidst i seng… Smil til verdenen så smiler den til dig ! 😀
Ja motivation, hvor blev du af? Min motion for at træne i fitness er ikke lige i det højeste lige nu. I min eksamensforberedelse blev jeg virkelig træt af, at jeg ikke kunne komme afsted, nu har jeg haft ferie og har været afsted 1 gang? Jeg gentager ÉN gang!! Jeg har været oppe og klatre 5 gange, og det går strygende. Jeg klatrede en 6a på førstemands, men den var måske 5c+ har jeg fundet ud af her efter… Jeg er dog topmotiveret for klatring og for at komme i gang med fitness igen… Normalt ”bygger” jeg min hverdag op ud fra, hvornår jeg skal være i skole, så håber det bliver anderledes når jeg starter i skole igen.
Da jeg tog på arbejde i går, sagde jeg til mig selv: Nu skal vi i gang igen – allerede om aftenen var jeg oppe og købe en pose chokolade og meldte mig af det der hold jeg havde meldt mig til 9.15 i formiddags – fordi det var for tideligt… HALLO LINE vågn da lige op! Godt nok er jeg ”kendt” for at have dårlige undskyldninger, men at 9.15 er FOR TIDELIGT!?!?! I hverdagen er du oppe 6.30ish – den hverdag der starter på torsdag! Hvordan kan 9.15 lige pludselig være for tideligt? Den der feriehjerne vil jeg gerne af med igen, for fy føj jeg er blevet så doven! Imens jeg sidder her og skriver dette ikke så gode indlæg har jeg dog meldt mig til bike inden jeg smutter med bussen 18.00 for at skulle op og klatre. I morgen er jeg meldt til et fullbody i morgen formiddag.
I morgen tager jeg hjem og sover og så følges far og jeg til Odense onsdag – første laserbehanding ihhh… Det bliver spændende. Torsdag er der skole og klatring, fredag – er det weekend.
Ja! Der er ferie, nu hvor jeg bestod min eksamen i torsdags har jeg ferie frem til d. 22/4 – hvor jeg skal i første laserbehandling, så jeg skal først starte i skole 23/4. det er ret lækkert. Lavede jo ikke de store planer i påsken. Søs var nede skærtorsdag, så var der påskefrokost fredag – hvilket var suuuuper hyggeligt og der blev drukket fra alle parter, faktisk! Jeg blev … Stang barcardi – jeg kam ikke drikke som jeg kunne en gang. Men det går nok. Jeg fik styret min brandert på rette spor, inde i byen. Det blev lørdag og eksamensforberedelserne stod på skemaet lørdag, søndag og efter mormors fødselsdag mandag.
Nu efter jeg bestod min eksamen, har jeg faktisk ferie. Ferie hvor jeg kan lave alt muligt andet, end skole – uden at få dårlig samvittighed! Win! Jeg havde med vilje ikke lavet nogle planer. I løbet af ikke ret lang tid, fik jeg lavet lidt, frem torsdag. Det er små aftaler, som ikke tager hele dagen – de fleste af dem. Jeg har op til eksamen ikke trænet ret meget – har ikke følt jeg havde tiden til det. Har klatret endnu mindre end jeg har været i fitness. Så nu skal jeg i gang igen!!
Mig og klatring…Der var åbenhus i klatreklubben i lørdag. Der kom ikke så mange som vi havde håbet på, men vi havde til gengæld en super hyggelig klubdag! Torsdag havde jeg været oppe i klubben efter arbejde, som jeg jo plejer. Klatrede med en af mine gode venner. Vi førstemandsklatrede (søg indore lead climbing på youtube, så tror jeg der kommer nogen frem). Han er lidt typen, hvor jeg gerne lige skal vise mig. Det skulle jeg bare ikke lige alligevel. Jeg blev bange (igen -.-‘) for at falde. Så klatrede ikke en eneste rute “rent”. Var bare total kylling! Jeg har bare været så fokuseret på eksamen, at jeg bare var udbrændt. Fredag skulle jeg lige prøve igen – det gik okay men jeg var stadig bange. Lørdag stak det helt af. Var en tur oppe efter åbenhus.
Nå, nå tænkte jeg for mig selv. Gør jeg ikke noget ved det, sætter det en kæp i hjulet om at klatre 6a snart. Derfor gik jeg til en veninde deroppe, som er ret erfaren inden for klatring. Spurgte om hun ville sikre mig, sagde den er ”helt gal” angående fald, om hun vil hjælpe mig. Hver gang hun sagde fald, skulle jeg falde, bare slippe væggen og grebene og falde. Før vi gik i gang sagde hun, du skal falde mellem hvert indklip – normalt er man sikker på ikke at ramme jorden efter 3. klip. Der var ikke så meget at forhandle om. Uanset, hvordan hun satte det op, ville jeg jo ikke synes om det. Hun lovede mig jeg ikke ville ramme jorden. Da hun sagde fald første gang, havde jeg dog min skrubler. Jeg gjorde dog, som der blev sagt – jeg havde jo selv bedt om hjælp. Der er heller ingen anden vej end bare at gøre det. Jeg var ved at skide en snemand de første fald. Så blev de mere og mere acceptable. 2. sidste fald synes jeg dog var langt, men fik ikke lov til at ”sidde” i følelsen. Det gjorde jeg ikke efter nogen af faldene. Skulle ligesom lære at det handler om at klatre og skulle slappe af med det. Det gik faktisk okay. Det sidste fald, var et længere fald og der kom et skrig ud over mine læber. Ja, der var andre i klubben – vender jeg tilbage til. Jeg var bange, meget bange og hele kroppen var klar på beredskab, alle sanser var vågne og det hele – lidt lige som ved en rutchebanetur.
I dag, har jeg igen været oppe i klaltreklubben – først forbi og sige hej til juniorerne og så klatre selv bagefter. Jeg får boulderet lidt rundt inden min klatremakker og gode veninde kommer. Det går ikke så godt med boulderingen, får ikke rigtig lavet det jeg gerne vil. Da vi er klar til at klatre, har jeg som det første faldt træning. Min veninde synes hun har spist for meget, så det er kun mig. Vi første mandsklatre lidt forskeligt. Jeg har jo mit mål – 6a førstemand inden sommer. Jeg havde første tur på to ruter blandet sammen, hvor den ene er en 6a. Jeg blev nødt til at prøve den der 6a. Jeg havde pauser undervejs, men kun ÉT snyde greb! På vej ned, stoppede jeg (bad om det), på stedet, hvor jeg havde snydt – og gjorde det uden at snyde! Altså er dét der med at klatre 6a, snart en virkelighed 😀 ! Jeg er stolt. Har aldrig førstemandsklatrede 6a før.
For at sætte det lidt i perspektiv. En af de aller sværeste klipper er graderet til 8c+. For nemhedens skyld repetere vi lige graderingerne. Jo højere tallet er jo svære og a er nemmest, hvor c er sværest. Et 6a+ betyder at ruter er sværere end en 6a, men nemmere end 6b.
28. februar siden sidst… Ups/hovsa, jeg har bare lavet mange ting og har mange bolde i luften og har haft flere, end jeg har lige nu. I får lige et indblik i hele min marts måned!
Jeg har været praktik. Og holy moly jeg savner det! Den erfaring jeg fik var fantastisk! Jeg havde 3 patienter, hvor det var mig, der selv skulle stå for deres genoptræning! Det var så vildt, og voksede helt sindssyg med opgaven. Rollen som fysioterapeut, kunne jeg godt lide – heldigt nok, eftersom jeg snart er halvvejs. Nu står påsken for døren og efter påske kommer eksamen på modul 7 (og så kommer ferie i uge 16 😛 ). Der er 14 moduler på fysioterapeutstudiet, så er jeg officielt HALVVEJS når jeg er forbi eksamen ❤ Derfor er det også fedt, at komme i praktik og ikke føle sig malplaceret. Mærke, at jeg er blevet klogere, siden jeg begyndte, og at jeg kan anvende min viden, er nok det fedeste!
Jep jeg er på den rigtige hylde og har masser af tid til at dygtiggøre mig. Det er spændende at se, hvor min viden fører mig hen. Jeg har flere retninger jeg gerne vil i, fælles for dem er jeg gerne vil følge mine patienter i et stykke tid. Se deres udvikling og give dem successer. Personligtræner, hvor man er tovholder i andres træning, planlægger den, træner med dem og presser dem til absolut max. Børnefys., hvor jeg arbejde med børn på en specialskole, SFO, folkeskole, børnehave, specialbørnehave eller som privat. Dette kommer måske som en overraskelse for nogen, for jeg har tideligere sagt, jeg ikke skulle arbejde med børn(folkeskole/gymnasie). Jeg kunne slet ikke lide børn og var ikke sikker på jeg overhovedet ville have mine egne… En anden retning forsvaret, her ved jeg bare ikke rigtig, hvad man laver. Det lyder bare lidt sejt. Forstiller mig man skal optræne og genoptræne udsendte soldater. Drømmen er at følge de dansk håndboldherre i et stykke tid. Tror jeg – kunne også være fedt, at blive en rigtig dygtig børnefys. Alt det med at arbejde med børn, kommer sig af mit arbejde. Jeg er hjemmepasser/-træner for en pige på 8 med diagnosen infatil autisme. Et rigtig spændende job, med opture, nedture og mange udfordringer.
Som sagt har jeg snart modul 7 eksamen – nærmere sagt torsdag d. 9/4. Derfor sidder jeg med hovedet i bøgerne meget mere end, hvad jeg ellers normalt gør. Vi har fået 16 cases, som også er vores eksamensspørgsmål – derfor er det meget relevant at nå omkring dem alle sammen. Så føler jeg mig godt og ordentligt forberedt. Så kan jeg, når jeg sidder i forberedelsen hive casen frem på computer/papir. Dette gør jeg ikke prioritere min træning så højt som jeg burde og får kørt meget mere sukker ind, end hvad jeg har godt af. Her til aften er min mave total udspilet af sukker og overspisning. Det er jo hyggeligt lige at have lidt at gumle i, imens man alligevel bare sidder og skriver. Jeg er bare for dårlig til at lave grønsagsstave om aftenen. I løbet af dagen er jeg god til at spise ordentligt og sundt, måske ikke helt nok. Jeg får til gengæld drukket op til 4l vand. Nårh ja – jeg har fået ny drikkedunk, hvor der kan flydes op til en liter i. Det gør det noget nemmere at få drukket mere. Jeg har ikke lige holdt øje med, om jeg spiser mindre. Jeg kan mærke på koncentrationen, jeg mangler min træning, men det er bare lidt som om, har jeg været nede og træne er der lige dén ting, dén og dén og dén og dén…
Jeg liiiiige kan nå inden jeg sætter mig ned igen… Det er småting, men stadigvæk overspringshandlinger. Jeg går en kort tur hver dag. Det er jo bare ikke nok i mit perspektiv. Ville gerne træne mere, men føler ikke tiden er der. Alligevel skal jeg ikke på vægten eller lave målinger – er bange for resultaterne, selvom jeg ved, det er fjollet. Jeg er bare mest ”bange for”, om jeg kan få det smidt igen. Det sidder jo godt fast 
Eksamens forberedelse…
Lidt PCOS news: En succes i lige skal have er fra weekenden. Lørdag var der arrangeret pige hygge. Det var rigtig hygge mødes, spise sammen, spille spil og så i byen… Nu er det jo bare lige det menuen var burger – lyst brød – jeg valgte at tage min egen store salat med og så spise en burger (stadig to bøffer). Pigerne kommentere slet ikke min livsstil, er nysgerrig på hvordan jeg spiser, men ser det ikke som noget dårligt. Jeg skulle arbejde søndag, hvilket var en lille grund til jeg ikke ville drikke. En større grund var, at jeg gerne vil lære at gå i byen, feste og have det sjovt uden alkohol. Ikke på grund af det sundhedsmæssige i det – mere fordi jeg ikke altid er lige god til at styre det længere. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne holde det, eller ville blive revet med af stemningen… Jeg klarede det og nåede bussen morgenen efter, selvom jeg var ude til 03 – vintertid / 04 – sommertid.
“…Det her er altså hygge mor. Du er en hel del hjemme og så har flyttet “min” pude så jeg bedre kan følge med i, hvad du laver. Ihh livet som luksusmis…” – Er lige i en periode hvor dén pude er et hit. Min bedste hovedpude – typisk…
Det bedste der er sket for mig her i marts, vil jeg lige dele med jer. Jeg har altid været meget ”lodden”. Det er ikke fedt at have i ansigtet. Jeg har i mange år holdt det nede med voksbehandlinger. Da jeg var 16-17 år gik jeg til læge med det. Hun sagde den gang jeg havde lidt mere testatoren i blodet, men ikke noget hun mente vi kom noget steder med i det offentlige. Nu sidder jeg her i en alder af 22 med diagnosen PCOS. Når det så er sagt, var jeg d. 17 i Odense på deres gynækologiske afdeling. De skulle se mig og vurdere om jeg lå i ”gruppen”, for om det offentlige vil betale laserbehandling af min ansigtsbehåring. At få det permanent fjernet har været et ønske i meget lang tid. Jeg havde bare det til at sidde i baghovedet – det ikke var muligt. Selvom jeg nu havde diagnosen PCOS, var det ikke en garanti for at det offentlige ville betale behandlingen. Jeg troede ikke på det, så blev jeg ikke skuffet. Til den her undersøgelse i Odense er de til gengæld ikke i tvivl. Jeg skulle helt sikkert i behandling. Det tog noget tid, før det gik op for mig, men da det gjorde græd jeg af lettelse og glæde. Jeg smiler stadig over det. At vide der bliver gjort noget ved det permanent er så uvirkeligt, men virkelig fedt at tænke på.
Nå kan lige afslutte med at fortælle om mine planer i påsken: I morgen er der arbejde fra 10-12:30 og studiegruppe fra 14ish. Torsdag er der arbejde, hvorefter søs kommer efter mig i fatnes til noget søster hygge. Fredag kører vi sammen hjem til de gamle, hvor der er påskefrokost. Om aftenen tager vi i byen (med alkohol indblandet). Mandag (2.påskedag) er der brunch ved mormor og mor i anledningen af mormors fødselsdag. Hvor hele familien er inviteret. Spændende at se om alle kommer.
God påske alle sammen 😀
Line Maria 